Næ, men jeg har talt med Gud om det…

Det var både akavet og pinligt. Jeg skulle krydse vejen, kigge mig for, til venstre og til højre, som man nu gør, men da jeg kiggede til venstre fik jeg øje på en særligt tiltrækkende sorthåret skønhed. Bagfra, naturligvis. Og glemte at kigge til højre. Taxichaufføren var lige så uforberedt på at ramme mig, som jeg var på at blive ramt.

Taxichauffører er et særligt folkefærd, som bestrider alle naturlige regler om adfærdsudvikling. I et job der burde udvikle deres lyst til at følge trafikkens rytme, udvikle deres tålmodighed og udvikle deres beherskelse af det lokale sprog, gør de præcis det modsatte. Overalt i verden. Selv de indfødte. De bliver med tiden ringere til det lokale sprog, de bliver mere og mere utålmodige, og prøver med alle kræfter at bestride trafikkens rytme. 

I dette tilfælde var det en hasarderet overhaling, som måske ikke ligefrem var ulovlig, men i bedste fald hensynsløs. Og fartoverskridelsen var på den helt sorte side af ‘gråzonen’.

Jeg? Jeg var bare uopmærksom, på en måde som ikke kan forsvares, i nogen kultur eller noget land i verden.

Og jeg var – retfærdigvis – død på stedet.

Det eneste jeg kunne tænke, da min sjæl forlod kroppen, som lå knust på vejen, var “go’ røv!”

Der bliver talt meget om at se sit liv passere revy, om at gå ind i lyset, og flere andre skrøner om livets sidste øjeblik. Jeg skal ikke kunne sige om der er noget om snakken. Jeg var uopmærksom, selv efter mødet med kølerhjelmen og asfalten. Selv da jeg kunne se min krop på stadig større afstand, var den unge dame det eneste jeg kiggede efter. 

Men det var nu også en ualmindelig go’ røv hun havde. 

Så da jeg mødte Gud var jeg lidt fraværende. “Distræt” er nok det rigtige ord. 

Derfor gav min første sætning ikke vanvittigt meget mening. 

Jeg burde have spurgt om det var Gud eller Sankt Peter jeg stod overfor. Måske en person fra en anden religion…  

Jeg burde have været mere engageret i min egen skæbne. Var jeg på vej til himlen eller helvede? Skærsilden? Genfødsel? 

I min tidlige ungdom var jeg meget optaget af hvilke oplevelser – eller ikke-oplevelser – der ventede i efterlivet. I new age religionen, som var fremherskende i 70’erne og 80’erne, var der en stærk overbevisning, hentet fra Det Rene Land Buddhismen, om at der var en slags mellemstation, mellem to inkarnationer, hvor man fik mulighed for at gøre status, og vælge sine udfordringer i det næste liv. 

Siden har jeg mistet min tro, helt, og var kommet til den tragiske overbevisning, at i efterlivet er der intet efterliv. Der er ingenting. Sort, tomt, lydløst, duftløst, ingenting. Det samme som før min fødsel. Intet. 

At opleve at være sansende og reflekterende – eller i det mindste i stand til at være det – burde have fyldt mig med en intens lykkefølelse og lettelse. Taknemmelighed og eufori. 

Men mine første ord til Gud var: “Du, jeg har lidt travlt, for jeg skal nå et interview mere i dag, så hvis vi kan gribe en kop kaffe, og komme i gang, så ville det være virkeligt fedt.” 

Jeg kan kun gætte. Men jeg vil tro at det overraskede Gud så meget, at også Gud blev distræt. Ved et trylleslag sad vi ved et sofabord, med to kopper kaffe. Gud sad i en dyb lænestol, jeg i en ualmindeligt behagelig sofa. 

Jeg lagde en blok og en kuglepen på bordet, sammen med en lille fiks båndoptager, og kiggede spørgende på Gud, imens jeg langsomt trykkede optageknappen ind. Gud nikkede. 

Hvor jeg havde krop, blok, kuglepen og båndoptager fra kan jeg ikke forklare. Det var som om alt hvad jeg behøvede var tilgængeligt, helt umærkeligt. Og jeg var alt for distræt til at undres. 

Jeg tog en tår af kaffen, for ligesom at klare stemmen. 

Kaffen i himlen er … Der findes ikke ord. Den er næsten lige så god som på Strandvejsristeriet i Helsingør. Den er fantastisk. Jeg var lige ved at tabe fatningen dér, og det tog et øjeblik at samle mig igen. 

“Nå?” sagde jeg. “Så du er Gud?” 

Gud svarede blot med et blik, der med al uønskelig tydelighed afslørede, at det var et utilgiveligt dumt spørgsmål. 

Nu er “utilgiveligt” ikke et begreb man kaster om sig på må og få, når man er i selskab med Gud. Helligånden. Universets skaber … 

Jeg skriver “Gud”. Ikke “han” eller “hun”. Gud er mere sådan LGBTSD (Lesbian Gay Bisexual Transgender Straight Divine). Gud er større end “han” eller “hun”. Gud er omnipotent. Gud har den vildeste karisma. Selv Bono bliver sådan lidt sommerhusagtig, i denne kontekst. 

“Du sagde at du havde travlt!?” Sagde Gud. 

Jeg nikkede. 

Jeg tænkte at jeg kunne lige så godt lægge hårdt ud. 

Mit forbillede har altid været HardTalk på BBC, med Tim Sebastian. Jeg ville ønske at jeg havde sådan et mod, som journalist. Så jeg lader som om, imens jeg skælver indeni. 

“Hvorfor lytter du ikke til bønner?” Spurgte jeg. 

“Fordi I er selvstændige, selvtænkende væsener!” Svarede Gud, uden tøven. “I er store nu, I må klare jer selv.” 

“Jamen, hvis vi skal klare os selv, hvorfor skal vi så tilbede dig og spørge om tilgivelse?” 

“Det skal I da heller ikke!” 

“Det siger kirken og præsterne da at vi skal …?” 

Gud lo højt og hjerteligt. “Ja, og hvad så?” 

“Så kirken repræsenterer ikke dig?” 

Gud sendte igen dét blik. Jeg tav med det samme. 

“Men har du sendt nogen til at … At … Guide os? Var det dig der sendte Abraham?” 

“Ja, jeg havde en alvorlig samtale med Abraham. Gav ham nogle ‘vink’, så at sige …” 

“Så du stod også bag Moses?”  

Gud nikkede. 

“Og – lige for at få det på det rene: Er Jesus din søn?” 

“Ja. Det er han. Også. I er jo alle sammen – på sin vis – mine sønner og døtre.” 

Jeg griflede hurtigt nogle noter, for at få det ordret, imens Gud talte videre. 

“Tænk på mig som sådan en tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-og-så-videre-bedste, der ikke bliver ældre.”  

“Men var det så også dig der sendte en engel til Profeten Muhammed?” 

“Ja …” Svarede Gud, lidt eftertænksomt. “Det tog lidt overhånd i den periode … I et par tusinde år blev jeg ved med at sende nogen, eller tage en opmuntrende snak med nogen.”  

“Og så var der en lang tid hvor jeg ligesom lod det glide lidt. Passe sig selv.” 

“Så du har ikke sendt nogen siden?” 

“Jo-jooo, jeg har sendt masser, her på det sidste. Gandhi, Mother Theresa, Donald Trump …” 

“Donald Trump?” Jeg var lige ved at få kaffen i den gale hals. “Har DU sendt Donald Trump???” 

Gud smilede underfundigt. “Ja, men det var mest for sjov. For at lave lidt rav i den. Jeg er ikke så begejstret for imperier, som I måske har bemærket. Og USA var ved at blive et imperium, så jeg syntes at det var på tide at pille det lidt fra hinanden.” 

Jeg griflede igen, helt manisk, for at få det ordret ned på papiret. 

Jeg lænede mig tilbage, tog en tår kaffe, og kiggede udfordrende på Gud. 

“Er du den kristne Gud, den jødiske Gud, Allah, Shiva … Hvilken religion er din?” 

Gud lo højt og hjerteligt. Det føltes som om hele himlen, ja, hele universet, rungede med. 

“Dét dér må I sgu selv ligge og rode med. Dét blander jeg mig ikke i!” 

Gud fortsatte efter en tår af kaffen. 

“Jeg kan være én eller flere, jeg kan dele mig og samle mig, jeg kan tie og tale, jeg kan spille den rolle der passer bedst ind i folks forestillinger, hvis det kan få deres opmærksomhed. Jeg kan være Odin og Zeus og Venus og Brahma på samme tid.” 

Gud understregede pointen ved at skifte skikkelse imens, så jeg i glimt kunne se Odin, Zeus, Venus og Brahma. Jeg burde være blevet rystet i min grundvold, af at se én der skiftede skikkelse foran mig, men jeg var besynderligt rolig, imens det stod på. Jeg nåede dog at notere mig at venus var ret lækker. 

“Før i tiden kunne jeg godt lide de mere actionprægede inkarnationer. Nu er jeg mere tilbagelænet og himmelvendte øjne. Hvis du forstår sådan én: Himmelvendte øjne!?” 

Gud lo igen hjerteligt, ad sin egen morsomhed, og tog en tår kaffe, efter at have genvundet fatningen. 

“Ja … Ja, den forstod jeg godt. Kan du også tage når nogen gør grin med dig? Jeg mener; har du humoristisk sans?” 

Gud stirrede vantro på mig. “Har du nogensinde set en giraf?” 

Jeg nikkede. Undrende. 

“Hvordan kan du så spørge om jeg har humoristisk sans?” 

“Og jeg glæder mig, når I mennesker også har humoristisk sans, Sådan på en lidt mere episk skala. Jacob Zuma, for eksempel. Han blev præsident i Sydafrika. Dét er sgu da humor.” 

“Er livet på jorden en test?” Spurgte jeg efter en pause. Jeg ville tilbage til det væsentlige. 

“Nej, nej …” Svarede Gud. “Men det er da klart, at der er nogen jeg holder mere af, end andre.” 

“Hvad er din holdning til homoseksuelle?” Spurgte jeg. Holdningsspørgsmål er altid gode, når man skal skabe et portræt. 

Gud så undrende ud. 

“Holdning? Til homoseksuelle …?” Gud rystede langsomt på hovedet. 

“Skulle jeg have en holdning?” 

Jeg forsøgte at besvare det forundrede ansigtsudtryk med et tilsvarende forundret ansigtsudtryk. Som journalist må man opretholde det indtryk at man er læsernes repræsentant, og derfor stiller spørgsmål, som man ikke selv finder fornuftige. Helst skal de interviewede hele tiden have det indtryk, at man har mere sympati for dem, end for sine læsere. 

At jeg kunne bestemme hvilket indtryk Gud havde af mig, med små skuespilsfagter, er måske det mest naive jeg nogensinde har bildt mig ind. 

– og det siger ikke så lidt. 

“Findes der en himmel?” Spurgte jeg. 

Gud slog ud med armen, og stirrede irettesættende på mig. 

Jeg nikkede, og smilede undskyldende, imens jeg satte et flueben på min blok. 

“Findes der et helvede?” Spurgte jeg henkastet, imens jeg rakte ud efter min kaffe. 

Gud gjorde en vuggende bevægelse med hånden. 

“Ja, og nej.” 

Gud kløede sig i håret. 

“Det helvede, som visse religioner beskriver, med djævel og flammer, og torturinstrumenter, er ikke noget jeg har fundet på. Men der findes et helvede, som I bliver sendt ind i, en gang imellem, for at prøve hvordan der føles at miste sin sjæl.” 

“Altså på jorden?” Spurgte jeg. 

Gud tog en tår kaffe, og svarede, sådan lidt henkastet: “Ja. Det findes i mange udgaver. Dér hvor du kommer fra hedder det Bilka.” 

“Bilka???” Spurgte jeg, rystet. 

Gud lukkede øjnene og nikkede langsomt. 

Kun når Gud lukkede øjnene kunne jeg fuldt ud fokusere på fremtoningen. 

Michelangelo har malet et portræt af Gud, i loftet af det Sixtinske Kapel. Intet kunne være ramt mere ved siden af. Ikke desto mindre har det givet mange kristne den besynderlige idé, at Gud skulle være en gammel mand, med stort hvidt skæg. 

Hvilke svampe Michelangelo havde spist, inden han fik den idé, kan kun Gud vide. 

Så dét spurgte jeg om. 

Gud lo larmende. “Ja, jeg elsker Michelangelo meget højt. Men et job i min reklameafdeling, det får han i hvert fald ikke!” 

Jeg sad og bankede kuglepennen ned i blokken, imens jeg spekulerede over hvilke spørgsmål jeg skulle prioritere. 

“Gider du ikke godt lade være med dét der?” Spurgte Gud.  

“Det er møgirriterende!” 

Jeg undskyldte med et stift smil og et nik. 

“Mange siger at du er en kærlig Gud. Men i Bibelen står der om syndfloden, ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, og så videre …” 

Gud afbrød mig med skarp stemme.  

“Altså … Den dér Bibel … Den må I virkeligt se at få skrevet om … Kaste lidt fornuft ind i fortællingerne … Syndfloden, og Noah, og dén båd, og dyrene … Det er jo det rene vrøvl. Men Sodoma og Gomorra, dén er god nok!” 

“Okay …” Sagde jeg. “Så må du lige forklare noget for mig: Altså du reddede Lot og hans familie, selvom Lot ville lade de lokale voldtage hans døtre, og døtrene siden fik børn med deres far. Hvis det er de ‘gode’, så er jeg vildt nysgerrig efter at vide hvad de onde fik tiden til at gå med. Det må have været power sindssygt syndigt. Jeg mener helt … vanvittigt!?”  

“Det var det også.” Svarede Gud, og rystede sørgmodigt på hovedet. 

Jeg kiggede opfordrende på Gud. “Mord? Voldtægt?” 

Gud rystede igen sørgmodigt på hovedet. 

“Nej … Nej … Ikke noget af den slags. De brokkede sig.” 

“Brokkede sig???” 

“Ja. De brokkede sig. De var helt vanvittigt negative. Ingen glæde. Sure regelryttere og rigide kommunale ansatte. Revisorer og sagsbehandlere. Udfyldte blanketter og gav afslag på alting. Ingen musik, ingen dans, ingen latter.” 

“Nå?” Spurgte jeg, forundret. “I Bibelen står der at …” 

Gud afbrød mig igen, skarpt. “Bibelen er helt fejlfortolket, og omskrevet helt galt. Mange gange.” 

Jeg tog en dyb indånding. Kiggede på mit ur. Tiden gik ikke. 

“Okay, så helt forfra. Altså … Adam og Eva. De spiste af kundskabens træ, og så var det ud af paradiset. Hvorfor var frugten der så? Og deres sønner blev gift med nogen der ikke fandtes. Hvordan hænger den historie overhovedet sammen???” 

Gud så pludseligt træt ud. 

“Der skal være en han og en hun. Der skal være et stik der bliver sat i, for at der kan være forplantning. Ellers ville forplantning ske helt uden grund og mulighed for planlægning. Det er dét Adam og Eva skal symbolisere. Adam betyder bare Han, og Eva betyder Hun, på det første sprog.” 

Jeg kradsede hurtigt et par noter ned. 

“Hvad med frugten?” 

“Ja, hvad med frugten?!” Sagde Gud, og så næsten endnu mere træt ud. 

“Frugten er dét der med at ville bestemme. Lave systemer. Ægteskabet. Det periodiske system. Bageopskrifter. Kontoudtog. Når I vil lave systemer og regler for alting, så er det jo ikke et paradis mere, vel?!” 

Jeg sad og stirrede på Gud, helt tom for ord og tanker. 

“Så du er … Anarkist?” Spurgte jeg. 

“Jeg er ikke noget. Og alt.” Svarede Gud. 

“Så du har ikke noget imod at vi … Ved ting. At vi har kundskab?” 

“Nej, nej.” Gud rystede på hovedet, og smilede let opgivende.  

“I ved jo meget. Men I fornægter det vigtigste.” 

“Okay. Nu kommer vi til kernen. Hvad er det vigtigste?” Spurgte jeg. 

“Døderi.” Svarede Gud, uden tøven. “Jeg kan se at I prøver at fornægte at I skal dø. I lader som om I ikke ved det. Spilder jeres tid med ligegyldigheder.” 

“Så er dét synden?” Prøvede jeg. 

“JA!” Svarede Gud, og hamrede spidsen af sin pegefinger i bordet. Som om jeg havde ramt en nerve. 

“DØDSsynden!” Nærmest råbte Gud. 

“I kommer hjem til jeres børn. Dét liv I har skabt. Og tænder fjernsynet, og sidder og ser Hammerslag og Vild med dans.” 

Jeg kunne pludseligt se at Gud havde temperament. Dén Gud der ødelagde Sodoma med en regn af brændende sten. 

“Hvis I var bevidste om at I skal dø, så ville I bruge tiden på at danse og synge, og bygge nogle huse og bage nogle kager selv.”  

Jeg stirrede på Gud med en pludselig forståelse, og måske endda medlidenhed. 

“Jeg har læst at de gamle grækere mente, at Guderne var misundelige på menneskene, fordi de skulle dø, og derfor satte pris på livet. Er det rigtigt?” 

“Også i dén grad!” Sagde Gud, med en opgivende stemme. 

“Men livet er jo spildt på mange mennesker …” Fortsatte Gud, efter et øjeblik. 

“Men hvorfor irettesætter du os så ikke?” Spurgte jeg. Og tænkte at nu var jeg igen ved kernen. 

“Hvorfor kommer du ikke ned på jorden, og siger, at det er sådan-og-sådan det forholder sig, og dette her er reglerne? Vi har jo krige og spild af liv, fordi vi ikke ved hvad du vil.” 

Gud stirrede vantro på mig. 

“Du ved hvad jeg mener om regler. Og du skal tænke på mig sådan her: Jeg er en skoleinspektør, og menneskene er de elever der har forladt skolen. Jeg bekymrer mig, og glæder mig, men jeg kan ikke rigtigt blande mig. Det er en del af aftalen. Jeg kan en gang imellem tale med nogen, og prøve at få et budskab ud til resten, men de bestemmer selv om de vil høre efter. Sådan ér det.” 

“Men hvordan skal vi vide hvem de rigtige … ‘Profeter’ … Er? Der er jo så mange, der siger at de taler på dine vegne. At de har talt med dig.” 

“Hvis de gør sig til talsmænd for mig, så er den gal. Men hvis de taler om fornuft, så kan det være at jeg har talt med dem.” 

“Okay … Så dem der gør sig til talsmænd …” Jeg skrev imens jeg talte. “Altså præster og imamer og Paven, og sådan nogle …?” 

“Ja.” Svarede Gud. “De er helt galt på den. Man kan jo ikke være andres stemme, fordi man selv siger det.” 

“Så … Præster er blasfemiske?” 

Gud nikkede og smilede. “Ja, du har forstået det.” 

Gud fortsatte efter en kort kunstpause. “Ligesom chefer og fagforeningsfolk er en fornærmelse mod andre mennesker, så er gejstlige en fornærmelse mod mig.” 

Jeg kiggede ned i min kaffekop. Den var stadig fuld. Så kiggede jeg på mit ur. Tiden stod stadig stille. Jeg overvejede om jeg skulle skifte stilling. Men jeg sad helt fantastisk. Himlen har helt klart sine fordele. 

“Bliver vi nogensinde klogere?” Spurgte jeg, og vidste ikke helt hvor det spørgsmål kom fra. 

“Nej …” Svarede Gud, i et tøvende tonefald. “I bliver bare uvidende på et højere niveau. En sværere bane. Prøv at forestille dig at du pludseligt kan se alting klart, på én gang. Kan se dig selv i relation til hele universet, vide hvad alle tænker, kende alle dufte og følelser … Forstå alting.” 

Min tankevirksomhed gik i stå, da jeg prøvede at forestille mig det. 

“Det er sådan jeg har det …” Fortsatte Gud. “Men jeg kan klare det. Jeg prøvede en gang at give det hele til en ung mand. Ham I kalder Buddha. Stakkels dreng. Sad dér under et træ, og fik hele møget serveret på et sølvfad. Han ville så gerne. Så jeg prøvede. Det var ikke pænt gjort … Det skulle jeg have tænkt lidt mere over.” 

“Så du kan også begå fejl?” Spurgte jeg forsigtigt. 

“Ja, i dén grad. Bare tænk på tissemænd.” 

“Tissemænd???” Spurgte jeg. 

“Ja … Halvdelen af jer har fået en tissemand, og I er fuldstændigt sygeligt optagede af om den er god nok. Hvis jeg bare havde givet jer, der har en tissemand, en vished om at den er fin. Så var der sparet meget pjat.” 

Jeg kunne ikke lade være med at le. 

“Det skal du sgu ikke grine af.” Sagde Gud, med eftertryk. “Det er et stort problem. Med mange mærkelige konsekvenser.” 

Jeg studsede igen over at Gud brugte ordet “sgu”. Det betyder vel “så Gud”. Hvis nogen kan tillade sig at bruge ordet, er det vel Gud selv, men det virkede bare besynderligt at høre Gud påkalde sig selv. 

Og dét er vel det største problem ved at være Gud. Der findes ingen højere magt, ingen forældre eller forvaltning man kan henvende sig til, for at få rådgivning, eller trøst. Lidt på samme måde som at miste sine forældre, og vide, at nu er man den ældste; nu er man selv toppen af kransekagen. 

Jeg kastede et helt vildt spørgsmål ind. “Hvem har skabt dig?” 

“Det har det islandske kirkeministerium!” Svarede Gud. 

“Hvad???” 

“Nej, jeg tager gas på dig.” 

“Jeg opstod ud af intet. Hvis det kan trøste dig, kan jeg sige at det var ved frokosttid, en smuk dag i maj. Men der var ikke nogen frokosttid, eller maj, eller dage, så det var bare for at være flink. I mennesker har brug for en kontekst I kan relatere til, for at forstå. Det er derfor der er så mange forestillinger om mig, i forskellige dele af verden.” 

“Nå, altså som Hinduismen og Asetroen …” Sagde jeg henkastet, imens jeg skrev en note. 

“Ja, det er ingenting …” Svarede Gud. “De er ret ens. Nej, på planeten Mirbum er der nogle der tror at jeg er en duft. Nogle andre der tror at jeg er en lyd. Og de starter krige om det …” 

“Så der ér altså liv på andre planeter.” Konstaterede jeg fraværende, imens jeg skrev nogle ord på min blok. 

Gud fnisede som en lille skolepige. 

“Tror du – helt alvorligt – at jeg skabte hele dette univers, bare for jer???” 

“Hm. Har der nogensinde været besøg fra andre planeter på jorden?” 

Gud grinede højt. 

“Nej, jeg har placeret jeres planeter så langt fra hinanden, at dét aldrig kommer til at ske.” 

“Jamen der er jo så mange tegn … Pyramider, der ligner hinanden, og sådan …” 

“Det er fordi I tænker ret ens …” Svarede Gud, og tog en tår kaffe. “I er faktisk ret enfoldige.” 

“Hm.” Svarede jeg, og skrev “Enfoldige” på min blok.  

“Det er dig selv der har skabt os.” 

“Nu skal du ikke blive fræk!” Snerrede Gud. 

En kort tænkepause. Kaffe.

“Man kan jo konstatere at de monoteistiske religioner er inde på noget af det rigtige…” begyndte jeg at fabulere.

“Det findes ikke.” afbrød Gud.

“A’hva’?” spurgte jeg begavet.

“Ja, hvis du skal sidde og spille smart med teologiske fagudtryk, som du ikke forstår, så lad mig forklare det så du forstår det.”
Jeg lænede mig tilbage, som for at sige “Jeg er klar til at lytte”.

“Den længste tid I har eksisteret har I været fuldstændigt ligeglade med mig. I opførte jer som om træer og buske og kaniner var levende og havde krav på respekt. Det var sådan set meget godt tænkt. Siden da er I stort set blevet dummere og dummere.

Næste idé var polyteismen. En masse guder som havde hver deres agenda, og en masse meninger om ting, som man kunne bede til. Alle de guder var underlagt en eller anden ‘kraft’, som ikke havde nogle meninger om tingene, og som det ikke kunne betale sig at bede til.

Det er mig. 

Og de havde sådan set opfattet den detalje rigtigt nok. Grækerne kaldte det ‘skæbnen’, og vidste godt at deres guder var underlagt ‘skæbnen’, men de opførte sgu ikke nogle templer til ære for ‘skæbnen’. De var kloge nok til at fatte, at det gav ikke rigtigt nogen mening.

Til sidst var der nogle der fandt på at der kun skulle være én Gud, som havde en masse meninger om ting, og kunne give en håndsrækning, når man var i problemer, og som var god og flink, og alt det der. Hvorfor gå til en mellemleder, hvis chefens dør står åben, ikk’?  Men det forklarede jo ikke alt det skidt der skete, så de var nødt til at opfinde en anti-Gud, eller end ond Gud, og den konstante kamp mellem det gode og onde. Det er jo ikke monoteisme – det er duoteisme.

Og når folk ville bede om petitesser, og syntes at de ikke ville spilde chefens tid, men gå til en mellemleder – som de netop havde afskaffet – så opfandt de nogle nye mellemledere. De ville ikke kalde dem guder, for det var de jo blevet enige om at lade være med det, så de kaldte dem helgener. Men hvis det går som en undergud, lyder som en undergud, og ligner en undergud, så er det nok en undergud. Så de genopfandt polyteismen.

Men ingen af dem har fået den idé at der kun er én Gud, som er ansvarlig for både regnbuer og jordskælv. Derfor er der ingen – og har aldrig været – monoteistiske religioner. “

Jeg forsøgte at tegne små diagrammer imens Gud talte, men opgav, og griflede nogle små stikord ned. Ikke en snebolds chance i helvedet for at jeg ville kunne huske alt det.

“Hvad hedder du? Altså, hvad vil du helst kaldes?”

“Frank.”

Jeg forsøgte med alle midler ikke at spørge “HVAD???” igen. Eller spørge om det var en joke. Men jeg var ved at eksplodere. Jeg fik det langsomt ud: “Er det rigtigt?”

“Ja, alle de navne I har givet mig, og ingen af dem giver mig rigtigt fornemmelsen af at det er mig, personligt, I taler til. Jeg foretrækker Frank.”

Jeg skrev “Han” på min blok, og satte syv streger under, og skrev “Frank” bagefter.

Gud rejste sig og antydede med en håndbevægelse at jeg skulle følge efter. Henkastet. Ikke henkastet som når man kyler frugt i en pose; ti stykker for en tyver. Mere henkastet som når man smider sit kreditkort i billetskranken i lufthavnen. Henkastet med en snert af påtaget stoiskhed.

Jeg fulgte efter, og forsøgte at se overlegent rolig ud.

Vi gik over en lille bro, til en klippe, der stak ud i ingenting. 

De fleste klipper, der stikker ud i ingenting, har en dramatisk og bedårende udsigt til blomkålsskyer, og langt nede, bølgende marker eller slet og ret bølger.

Det var ikke tilfældet her.

Den stak vitterligt ud i ingenting.

Vi stod lidt og stirrede på det sorte tomrum.

Jeg spekulerede på hvad jeg skulle spørge om, men inden jeg kunne komme i nærheden af begyndelsen til at formulere noget, der bare kunne lyde det mindste begavet, rømmede han sig.

Op, fra afgrunden under klippen, rejste sig en myriade af små flimrende, hvide lys.

Hele denne stjernehimmel begyndte langsomt at rotere. Når ét af de flimrende hvide lys nærmede sig, zoomede den langsomt ind, blev til en sol, med små og store planeter i rotation omkring sig.

Det var den vildeste og mest selvforklarende præsentation af universet. En gang imellem zoomede en af planeterne så langt ind, at jeg kunne se byer, og skabninger, der kørte rundt med trillebøre, og talte med hinanden. De så, på forskellige, besynderlige, måder menneskelignende ud. Nok til at jeg fik sympati med dem.

Jeg fik den samme klump i halsen, som da jeg endeligt forstod multiplikation, i skolen. Jeg følte at jeg, med denne fantastiske præsentation, kunne forstå, og overskue, universet. Mangfoldigheden. Forskelligheden. Ensartetheden. Diversiteten og uniformiteten. Den parallelle stræben efter tryghed, udfordring, kærlighed.

Jeg blev fyldt med en følelse af at stå ved Guds side, og overvære det hele.

Nok mest fordi jeg stod ved Guds side, og overværede det hele.

Næsten som at spilde en hel nat med at lege med Google Earth, bare stærkere, mere nærværende, og helt vildt 3D.

Endnu en planet nærmede sig. Zoomede ind. Flere humanoider med almindelige landsbysysler, zoomede lidt ud, så solen stod tydeligt i baggrunden.

Med ét imploderede solen, med en let pulserende, men endegyldig slutning.

Planeten blev mørk, og begyndte at ræse ud i universets tomrum, imens dens grønne vegetation tydeligt forsvandt. 

Det er svært at forklare, men det var tydeligt, i det øjeblik, at alt liv – millioner, hvis ikke milliarder – af liv blev udslukt. 

Det føltes som mit hjerte imploderede, på samme måde som solen.

Endnu et solsystem, endnu en planet, zoomede ind. Det samme skete igen.

Og så igen.

Jeg blev kold og tom indeni.

Langsomt, omend alt for hurtigt, slukkedes alle de små flimrende lys.

Til sidst var alt sort. Sort gru.

Nogle få små lys i periferien slukkede, sådan lidt forsinket. Som når man har slukket alle stearinlysende efter en fest, og opdager at man har glemt dem i vindueskarmene, og puster dem ud, imens man finder sine bilnøgler i tasken.

“Du kan rejse til hvor som helst i universet, til når som helst i tiden, du vil .” Sagde Gud. “Men du vil aldrig kunne slippe visheden om at du befinder dig i en fortid. Som at se en film, hvor du har set to’eren, og derfor har en klar idé om slutningen.”

Han vendte sig om og begyndte at gå. Uden et henkastet tegn til, at jeg skulle følge med.

Hvilket var præcis hvad jeg gjorde.

“Hvorfor skulle jeg se dét?” Spurgte jeg.

“Fordi du vil vide hvordan jeg kan være så ligeglad.” Svarede Gud.

“Vil du ha’ mere kaffe?”

Når der ikke findes flere spørgsmål, ikke flere svar, intet mere at håbe på, intet mere at frygte, ikke flere drømme, så er det faktisk meget godt med en kop kaffe.

“Ja tak.”

Vi sad længe i dyb tavshed og nippede til kaffen. Kiggede lidt ned i den. Smagte på den igen.

“Det er jo ikke anderledes …” Sagde Gud, “end at sætte børn i verden. Man ved de dør en dag.”

Jeg kiggede på Gud. Denne gang, på besynderlig vis uden frygt. “Gider du godt lige holde kæft?”

Det gjorde han.

Vi sad igen længe i eftertænksom tavshed. 

På et tidspunkt kiggede jeg på Gud, tog en indånding, åbnede munden for at sige noget, men intet kom til mig, og jeg lukkede munden igen, og stirrede ned i kaffen igen.

Fantastisk kaffe. Har jeg nævnt det?

Da tavsheden havde varet ud over ubærlighed, og lidt længere, blev vi pludseligt afbrudt. 

Afbrydelsen var velkommen på mange niveauer. 

Ikke alene fordi tavsheden var ubehagelig, lammende og larmende, men også fordi afbrydelsen på den mest behagelige måde tog al opmærksomhed.

De to der kom ind var vel engle. 

Eller …

Jo, det har vel været engle. 

Jeg har en anden klassisk opfattelse af engles fremtoning. Du ved, sådan nogle små buttede børn, eller meget blege slanke skabninger. Vinger og glorie …

Ikke desto mindre må det have været engle. Jeg var forberedt på en del overraskelser, men jeg havde i det mindste forestillet mig at engle var mere … Noget andet. Væsentligt mere påklædte, i det mindste.

En af engelene viskede til Gud. Frank.

Han stirrede opgivende på hende, rystede langsomt på hovedet, og rejste sig.

“Jeg er nødt til at tage hånd om noget… Administrativt.” Sagde han.

Jeg nikkede og løftede min kop, som for at sige “jeg klarer mig”.

De forlod rummet, imens jeg vred nakken næsten af led for at stirre efter englene.

Så kom jeg i tanker om taxien. Og taxichaufføren. 

Gud kom tilbage og satte sig ned. Irritationen forlod langsomt hans ansigt, og vi fik øjenkontakt igen.

“Vi er nødt til at tale om en af de svære emner.” sagde jeg. “Djævelen. Lucifer. ‘Anti-Gud’, som du kaldte ham…”

Gud så ud som om han var ved at eksplodere af grin.

“Det har I sgu selv fundet på!”

Det gippede i mig hver gang han påkaldte sig selv, med “sgu”.

“A’hva’?” spurgte jeg, begavet.

“I har simpelthen opfundet en syndebuk ud af den blå luft.” Sagde Gud.

“Så Lucifer – djævlen – Satan – findes ikke?” Spurgte jeg.

“Nej” svarede Gud, “selvfølgeligt ikke.”

“Hvor kommer det så fra?” Spurgte jeg.

Gud så eftertænksom ud, et øjeblik, tog en tår af kaffen, og lagde ansigtet i tålmodige folder.

“I har drifter… Lyster… I prøver at kontrollere dem, hvilket sommetider er godt, og andre gange noget skidt. Når I ikke kan styre dem, så lægger I ansvaret fra jer. I skyder skylden på Satan. Sommetider for at forklare for jer selv, at jeg ikke kan være jeres barnepige hele tiden.”

Gud drak en tår kaffe mere.

“I er nogle besynderlige skabninger.”

Jeg fik lyst til igen at pointere at vi er hans eget værk, men lod være.

“Hvornår er det skidt at vi føjer vores lyster – og hvornår er det godt?”

“Det er noget skidt når I gør hinanden fortræd. Utroskab, tyveri, vold… Sådan noget pjat som dét. Godt når I ikke gør hinanden fortræd.”

Jeg nikkede eftertænksomt. Det lød jo let.

“Så det gælder om at handle mod sin næste som man ønsker at ens næste –“

“Ja. Ja for fanden!” afbrød Gud mig.

“For ‘fanden’?”

“Ja, det er jo bare et udtryk. Jeg taler til dig, så jeg taler dit sprog. Bruger dine ord.”

Jeg nikkede og skrev “for fanden” på min blok.

Nedenunder skrev jeg “handle mod sin næste prik-prik-prik”.

“Hvordan stopper vi krig?” Spurgte jeg, med det indtryk at nu blev alle de svære spørgsmål besvaret med lethed.

“I skal holde op med at være så bange for hinanden.” Svarede Gud, og fortsatte: “Og I skal lære at tænke fremad.”

Jeg skrev et par stikord på min blok, og kiggede spørgende på Gud.

“I tror altid at I dræber i selvforsvar. Men alle drab kan jo ikke være i selvforsvar. De bliver jo bare til drab. Og I glemmer at tiden går, og en dag bliver det pinligt. I kigger tilbage på krige for hundreder af år siden, og siger ‘de vidste ikke bedre’. Det gør I også om hunderede år. ‘Tænk at min bedstefar skød på din bedstefar’. Det er flovt.”

Jeg sad eftertænksom et øjeblik.

“Tænk hvis jeg kunne vende tilbage til jorden, og stoppe alle krige, i al fremtid.”

“Det kan du ikke. Angsten sidder for dybt i mennesker. Men det er blevet bedre. I har været værre.”

Jeg slog lidt i blokken med min kuglepen. Forsøgte at komme på noget begavet at sige, eller spørge om.

“Har du nogensinde holdt med nogle i en krig på jorden?” Spurgte jeg, endeligt.

“Ja, bestemt!” Svarede Gud.

Jeg spidsede ører.

“Jeg holdt med dem der nægtede at være med.”

Jeg skrev hurtigt svaret på min blok, og kiggede op.

“Jehovas vidner, under anden verdenskrig?” Spurgte jeg.

“Ja.” Svarede Gud. Kort og kontant.

“Har du givet Israel til jøderne?” Spurgte jeg, lidt drillende.

Gud lavede himmelvendte øjne. 

“Jeg viste dem et sted de kunne være i fred, da de smuttede fra ægypterne.” Svarede Gud. “Men jeg har aldrig sagt at det var deres, eksklusivt.”

Gud drak endnu en tår kaffe.

“Det er derfor jeg helst ikke blander mig. Mennesker blæser det ud af proportioner når jeg har været indblandet i noget.”

Kort pause. Gud skiftede stilling, og flimrede ganske let.

“Jeg vil hellere blande mig lidt subtilt. Har du bemærket at jeg har pillet lidt ved jeres DNA, så børn af blandede hudfarver bliver ekstra smukke?”

Jeg smilede lidt og nikkede. Jeg kunne let komme i tanke om et barn eller to, og navnligt nogle voksne, som var af blandede hudfarver, og forbilledligt smukke mennesker.

“Snedigt!” Sagde jeg, imens et større smil bredte sig på mit ansigt.

Gud var tydeligt stolt af sig selv. Med god grund.

Det var godt udtænkt!

Nu ville jeg tilbage til de kritiske spørgsmål.

“Hører du når vi påkalder dig?” Spurgte jeg. “Når vi siger et af dine navne?”

“Bestemt ikke.” Svarede Gud, med eftertryk.

“Jeg bliver påkaldt mere i dobbeltsenge end i helligdomme, og de fleste af jeres bønner handler om at hjælpe et fodboldhold eller finde en lille kat der er blevet væk.”

Gud tog en tår kaffe.

“Jeg kan ikke blande mig. Heller ikke i syge børn og krige. I må klare jer selv, som jeg har sagt.”

Jeg bankede lidt i blokken igen, med min kuglepen, og så at Gud så frygteligt irriteret ud.

“Kan man blive genfødt på jorden?” Spurgte jeg.

“Hvad skulle pointen være?” Svarede Gud. “I bliver født helt blanke og starter uden at kunne tænke.”

Jeg skrev “Reinkarnation” på blokken, og stregede ordet ud.

Jeg tog en tår kaffe og en dyb indånding.

“Hvad er meningen med livet?”

“Sild og snaps.” Svarede Gud, nikkede langsomt, kneb øjenene lidt sammen og fortsatte: “Solnedgange og tungekys, dit nyfødte barn der griber om din pegefinger, at danse imens du støvsuger, en kølig brise på en varm sommerdag, den første sne, at stikke en pind i en myretue, duften når regnen holder op, at blive slikket i ansigtet af en hundehvalp, en koncert i et forsamlingshus, at tømme filteret i en tørretumbler. Tilfredsstillende ting. At I bruger verden – og livet – til noget godt.”

Jeg opgav at skrive det hele ned, og tegnede symbolet for en båndoptager.

“Tænk” fortsatte Gud “på dem der læser dine artikler. Du vil gerne have at de nyder dem. At de bruger den viden du formidler.”

Jeg smilede og nikkede.

“Du er meget klog.” Sagde jeg, lidt henkastet.

“Det…” Sagde Gud “er du slet slet ikke i stand til at bedømme!”

Jeg blev en smule fornærmet, og måtte minde mig selv om at jeg sad overfor Gud, og burde være taknemmelig for at få dette interview.

Lidt af et scoop, faktisk.

Pludseligt gik det op for mig hvilken situation jeg sad i. Jeg blev kold indeni.

“Hvad sker der nu med mig?” Spurgte jeg.

Gud kiggede forundret på mig.

“Ja, jeg mener… Kommer jeg i himlen, eller hvad? Jeg er jo død.”

Gud rystede leende på hovedet.

“Du er overhovedet ikke død. Det var bare en timeout.”

Jeg rynkede brynene.

“Det sker hele tiden”, fortsatte Gud “hjertet går i stå, hjernen står af, sjælen forlader kroppen, men der står nogen og arbejder med dig lige nu.”

Jeg spærrede øjenene op og stirrede vantro på Gud.

“Du skal tilbage igen!”

Mit ansigt var et tydeligt udtryk af forbløffelse.

“Men…” sagde jeg “jeg kan ikke finde på flere spørgsmål lige nu. Hvad nu hvis jeg har flere spørgsmål? Kan jeg så vende tilbage til dig?”

“Desværre ikke.” Svarede Gud, lidt kort for hovedet, og rejste sig.

Da Gud – Frank – begyndte at gå rejste jeg mig og fulgte efter. Faktisk per automatik.

Pludseligt stod der en barriere af vand foran mig. Som et vandfald der er gået i stå.

Gud viste vej med en håndbevægelse.

Jeg kiggede lidt på barrieren, lidt på Gud, og rakte hånden ud til farvel.

Jeg fik det mest fantastiske håndtryk. Ikke for slapt, ikke for hårdt. Beroligende, bekræftende, trøstende. Et håndtryk der på alle måder føltes som et løfte.

Jeg stod lidt og nød håndtrykket, slap, tog en dyb indånding, og gik ind i vandet.

Alt var sort. Tanketomt. Følelsesløst.

Langsomt kom smerten. Først i ryggen. Nu også i skulderen. Tung i baghovedet.

Med besvær åbnede jeg øjnene en millimeter. Det flimrede lidt for mit syn. Jeg kæmpede for at åbne øjnene mere. Alt var sløret.

“Du er vågen!” Sagde en utroligt behagelig kvindestemme. Jeg kunne kun ane omridset af en mørk skikkelse i et hvidt univers.

Jeg åbnede munden, og forsøgte at tale, men ordene kom ikke. Helt okay. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige. Eller hvem jeg talte til.

“Lægen kommer om lidt.” Sagde den lækre stemme.

Jeg lukkede øjenene igen, og lod mit hoved hvile tungt på puden. 

Lægen kom et øjeblik efter. Jeg opgav at åbne øjnene mere end et par millimeter, eller se noget klart. Jeg forsøgte heller ikke at tale.

Lægen forklarede at det havde været tæt på, at de havde genoplivet mig. At mine organer i det store hele var okay, og at jeg fik drop. Han sagde sikkert også andre ting, men jeg fattede ikke så meget.

Jeg faldt hurtigt i søvn igen. Jeg havde forstået så meget, at jeg var på et hospital, at jeg nok skulle overleve, og at livet før eller siden ville vende tilbage til normalt.

Jeg vågnede et par gange i løbet af natten – eller de kommende nætter, måske. Forsøgte at genkalde mig mit interview med Gud. Tænkte på min lejlighed. På ulykken. På droppet i min arm. Det føltes uvirkeligt, og det gik op for mig at jeg måtte have drømt det hele. 

Da jeg vågnede rigtigt, og kunne sætte mig op, med et par “av-av-av”, begyndte jeg at tænke det hele igennem igen. Krydse vejen. Kvinde med go’ røv. Taxi. Så mig selv oppefra. Interview med Gud. Vågne lidt. Vågne lidt igen. Jeg rystede lidt på hovedet ad mig selv. Interview med Gud?

En rødhåret sygeplejerske kom ind, rettede lidt på min pude, trykkede på en knap så sengen blev løftet i hovedenden, med en svag brummen.

“Nu skal du få noget morgenmad.” Sagde hun, smilede til mig og gik ud af rummet.

Der var ikke noget overraskende ved mit hospitalsrum. Hvide vægge, lysegråt gulv, skærme med kurver i grønt, et forhæng på et stativ til naboen. Hvide døre. Dymoetiketter. Et lille bord med en skuffe og en klap. Helt klassisk.

Sygeplejersken kom ind, rettede bordet, slog klappen op og serverede en helt klassisk hospitalsmorgenmad. Jeg var sulten og taknemmelig, og spiste med stort velbehag.

Kaffen var… Ikke som i himlen. Jeg smilede lidt ad mig selv. Kaffen var ikke så god som jeg havde drømt. Langt fra så god som på Strandvejsristeriet.

Efter morgenmaden lod jeg min vægt gøre sit arbejde mod sengen, og blundede. Sov vist lidt.

En anden sygeplejerske kom ind. Da hun talte gik det op for mig, at hun var den første jeg havde hørt. Den lækre stemme. 

Den lækre sygeplejerske, faktisk.

Mørklødet, sorthåret, harmonisk ansigt og krop. Fint fremhævede kindben. Meget smuk. Meget meget smuk.

“Vi troede at vi havde mistet dig.” Sagde hun. Det lød næsten som om hun var lige ved at bryde ud i sang,

“Du var væk i nogle minutter inden vi fik dit hjerte igang igen.”

Jeg nikkede langsomt. Små bevægelser. 

Jeg rømmede mig og sank, åbnede munden og sagde med lidt rusten stemme: “Jeg havde den mærkeligeste drøm.”

“Det er helt almindeligt.” Sagde hun, og lagde sin hånd på min, som for at sige at jeg ikke skulle overanstrenge mig.

Jeg sank en gang til, og tog nogle åndedrag inden jeg fortsatte. 

Hun så ud som om hun ikke vidste om hun skulle vente eller gå, så jeg fikserede hendes blik.

“Jeg er journalist.” 

Jeg måtte synke en gang til, og tage et par åndedrag mere.

“Jeg drømte at jeg interviewede Gud.”

Et utroligt smukt smil bredte sig på hendes mund og i hendes øjne. Et smil som udtrykte undertrykt latter. Meget sympatisk. Meget behagligt. Meget humoristisk. Meget kærligt.

Jeg smilede tilbage. Også et smil der erstattede latter.

Hun rystede lidt på hovedet, stadig med et smukt smil på munden og i øjnene.

“Det må have været en sjov oplevelse. Måske en meget smuk oplevelse.” Sagde hun.

Jeg tog alvoren på mit ansigt og nikkede langsomt.

“Jeg har fri nu.” Sagde hun. “Men vi ses igen i morgen. Vi beholder dig lige et par dage.” Sagde hun, som om det var det jeg gerne ville høre.

Det var det jeg gerne ville høre.

Jeg lod min krop falde tilbage igen, og lukkede øjnene. Hvile.

Et stykke tid efter hørte jeg hendes stemme, uden for døren. Hun talte med den rødhårede sygeplejerske.

Det sidst hun sagde hørte jeg tydeligt: “Ja, vi ses i morgen. God vagt.”

Jeg lænede mig lidt frem, og så hende gå ned ad gangen. Hun havde skiftet tøj, og var nu i jeans og en trøje, men jeg kunne genkende håret og skikkelsen.

Go’ røv. 

Ikke bare en fantastisk go’ røv… Det var dén røv. Det var hende jeg så, da jeg kiggede til venstre.

Det svimlede lidt for mig, og jeg så nogle få svage stjerner for mine øjne.

Jeg lukkede øjenene og hvilede på puden.

Et helt vanvittigt tilfælde.

Jeg spekulerede over om jeg skulle sige det til hende, den næste dag. Men det ville være akavet. Pinagtigt. For slet ikke at tale om hvor tåkrummende ærligt det ville være at forstælle, at jeg var blevet ramt af en taxi, fordi jeg kiggede efter hendes røv.

Nej. Det var min historie. Min hemmelighed. Ligesom detaljerne i min drøm; hvad Gud havde sagt, hvordan han så ud. At han ville kaldes Frank.

Da jeg kom i tanker om det sidste lå jeg og kluklo lidt for mig selv. “Frank”… 

Der gik et par dage. Nogle blodprøver, måling af blodtryk, en enkelt gang blev jeg kørt til røntgen.

Lægen kom og talte til mig. Det var ikke uforståeligt hvad han sagde, men jeg hørte ikke rigtigt efter. Der var intet alvorligt – det var hovedbudskabet, og det var godt nok for mig.

Nogle få korte samtaler om lidt af hvert, og mest ingenting af betydning, med den smukke sygeplejerske. Jeg nød hendes nærvær.

Jeg blev udskrevet ved tolvtiden en dag hvor vejret bad mig komme udenfor. Jeg fik udleveret mit tøj, der var gået en smule i stykker, og var blevet en smule beskidt ved mødet med asfalten. Der var et par blodstænk hist og her.

Forhænget blev trukket for, så jeg kunne skifte i fred. 

I en gennemsigtig plastikpose i skuffen lå min mobil, min pung og mine nøgler.

Jeg fordelte det i lommerne, trak forhænget fra, og gik ud på gangen, hvor jeg mødte den smukke sygeplejerske. 

Jeg standsede op foran hende, og hun stoppede mig i en bevægelse, og mødte mit blik.

“Farvel.” Sagde jeg. “Og tak for god behandling!”

“Tak for denne gang.” Sagde hun. “Kom ikke igen.”

Varme smil blev udvekslet.

Jeg vendte mig og gik ned af gangen.

Pludseligt hørte jeg hendes stemme bag mig: “Kan du huske noget af det Gud sagde til dig?”

Jeg stoppede op. Vendte mig halvt og mødte hendes blik.

“Nej… Desværre.” Løj jeg.

Jeg havde ikke forsøgt at genkalde mig noget, men i mit baghoved havde jeg en fornemmelse af at jeg ville kunne genkalde mig det meste af drømmen, hvis jeg satte mig ned med en kop god kaffe, og tænkte mig lidt om.

Det plejer man ikke at kunne med drømme, men man plejer heller ikke at dø – og blev genoplivet.

Jeg sugede synet af den smukke sygeplejerske til mig for sidste gang, tog en dyb indånding, vendte mig mod udgangen, og begyndte igen at gå.

Meget meget smuk pige. Uden tvivl af forældre med forskellige hudfarver.

Med ét stod drømmen klart for mig. Jeg kunne genkalde mig Guds ansigtstræk så tydeligt, at en polititegner ville kunne tegne det uden besvær, ud fra min beskrivelse. 

En anden følelse var tydelig for mig. Jeg havde haft hånden under puden, da jeg lå og hvilede mig. Noget ved min hånd.

Pludseligt vendte jeg mig og løb tilbage til stuen.

Den rødhårede sygeplejerske stod og pressede dynen ned i stofpose. 

Jeg stoppede forpustet op, og satte hånden på dørkarmen. 

“Vent lidt.” Sagde jeg, stakåndet. “Jeg tror at jeg har glemt noget.”

Jeg stak hånden ind under hovedpuden og fandt blokken og kuglepennen.

Jeg tog den langsomt ud. Næsten som når man åbner en gave som man ikke er helt sikker på er til én selv.

Jeg kiggede forsigtigt på den. Det sidste der stod var: “Sild + snaps + tungekys + solnedgang + “ og et tegnet symbol for en båndoptager.

Jeg stak hånden ind under puden igen, og fandt båndoptageren.

Da jeg forlod hospitalet føltes det som om mine fødder var en kvart millimeter fra lige præcis at røre jorden.

“Skal jeg skrive artiklen?” Tænkte jeg.

I hvilket medie? Vil nogen tro mig? Vil jeg påkalde mig adskillige religiøse lederes vrede? 

Jeg så store demonstrationer for mig.

“Nej!” Tænkte jeg. “Men jeg ved.”

Jeg spolede båndet lidt tilbage og trykkede play: “Sild og snaps. Solnedgange og tungekys. Dit nyfødte barn der griber om din pegefinger. At danse imens du støvsuger. En kølig brise på en varm sommerdag. Den første sne. At stikke en pind i en myretue. Duften når regnen holder op. At blive slikket i ansigtet af en hundehvalp. En koncert i et forsamlingshus. At tømme filteret i en tørretumbler. Tilfredsstillende ting. At I bruger verden – og livet – til noget godt.”

Denne webbog er et work-in-progress, dvs. der stadig kan blive tilføjet tekst.
Udgivet af Propagandaministeriet.dk juni 2021.
Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering forbudt.
2021 © Hassan Sørensen