Jeg tilhører punk-generationen. Jeg var selv en af punkerne, med hanekam, læderjakke og hul i røven.

Vi var en ret stor flok, dengang i 80’erne og starten af 90’erne, som var en del af punk- og/eller BZ-bevægelsen. Det der kendetegnede os var et opgør med det etablerede, og med de formelle kompetencer.

Vi kunne ikke spille musik, så vi lavede et band; vi kunne ikke designe plakater, så vi tegnede nogle selv. Sætningen “fuck dét” blev brugt ret hyppigt – initiativ og kreativitet var i højsædet.

Bevægelsen udsprang af lavkonjunkturen i 80’erne, og tiltrak primært alle de ‘utilpassede’.

Resultatet er at knapt halvdelen ikke lever længere. De begik selvmord, en del af dem med gift nede fra Istedgade. Den anden halvdel blev omfavnet for deres respektløse kreativitet, og sidder idag som Art Directors m.m., i reklame-, event-, og formidlingsbureauer. De er blevet den højt respekterede ‘kreative klasse’, med Villa, Volvo og vovhund. En gang imellem viser vi flaget med aparte mad, musik og kunst, men for det meste opfører vi os pænt, og glæder os over at dagens utilpassede børn får en diagnose med bogstaver og medicin, i stedet for grønt strithår.

Punk lever videre. Den er blevet mindre hårrejsende, og mere målrettet, men attituden sidder dybt i os: Vi rækker ikke fingeren op inden vi spørger, og vi venter ikke til vi får lov før vi handler. Vi prøver os frem. Vi tager risici. “Fuck det”…

Vi er specialbyggede til at navigere i kaos og undtagelsestilstande; vi skal nok få verden igang igen. Måske bliver den lidt mere farverig og en smule skæv.

Du har sikkert en smart bemærkning oppe i ærmet nu. Lad mig komme dig i forkøbet med den bedste jeg hidtil har hørt:

Der går en punker i en park. På en bænk sidder en ældre mand, og stirrer åbenlyst på hende.

“Hvad glor du på, stodder?” spørger hun.

Han svarer: “Jeg tilhører hippie-generationen. Jeg tog engang LSD og kneppede en papegøje. Nu spekulerer jeg på om du er min datter.”

Kategorier: Blog