Se solen, Ikaros

Vi kører solen i møde. Husgavlene lyser op, og disen forsvinder langsomt på de gyldne, nybarberede marker, som vi farer forbi, med insisterende hastighed.

Inde i toget er der en svag duft af oplevelser. Sko, der har været på eventyr, hud, der er blevet varm i solen, tøj, der blev tungt i en byge. Mest af alt dufter togets sæder og gulve af erfaring.

Ud af vinduet ses de hvide striber, som folk efterlader, når de skynder sig hen over himlen.

Jeg er på rejse.

Jeg rejser fra mit hjem til mit arbejde, men ikke desto mindre krydser jeg en bro, en tunnel og en landegrænse.

Når jeg rejser den anden vej, senere i dag, skal jeg vise pas.

Nu har jeg rejst halvtreds gange rundt om solen.

Samtidig har jeg, for hver tur rundt om solen, rejst over 350 gange rundt om jordens centrum.

Det giver et helt ubegribeligt stort antal kilometer. Flere millioner, faktisk, uden at jeg selv har bevæget mig.

Oven i de mange millioner kilometer kommer de mil, som jeg selv har rejst, med flid.

Jeg kan ikke huske hvilken rejse, som er den første, jeg kan huske. Altså, jeg kan ikke placere rækkefølgen af de første minder.

En af de vigtigste minder er at jeg holdt min far i hånden, imens vi gik ombord på et fly. Det var dengang man selv fik lov til at gå op ad en trappe til flyvemaskinen, imens man kunne beundre dens enorme og elegante krop.

Det var en rejse til Grønland.

Mindet er ikke så vigtigt, fordi vi var på vej til Grønlands majestætiske natur, og charmerende farverige huse. Alt det eventyrlige har ingen betydning, i sig selv, i dette minde.

Det som har betydning er at jeg var en lille purk, og holdt min far i hånden.

Han var ikke meget udtryksfuld, min far. Men jeg har mærket at han elskede at flyve. Jeg følte mig tryg og glad.

At være det mindste bekymret for at flyve strejfede overhovedet ikke mit sind, og har aldrig strejfet mig siden.

Sikorsky 61 på en grønlandsk heliport. Her tager man ikke internationale konventioner om flytrafik specielt højtidligt. Når du har fløjet med dem er det ikke længere noget der kan skræmme dig. Intet.

Jeg har fløjet i al slags uvejr. Jeg har fløjet med en helikopterpilot, der kom lige fra en fodboldkamp, og stadig var i shorts og fodboldstøvler, da han fik maskinen til at svæve. Jeg har prøvet at blive vejet, før vi gik ombord, sammen med min bagage, på en vægt, magen til den min barndoms doktor havde. Jeg har prøvet at lande på en bane i Nepal, der er så stejl, at selv raske drenge på skateboard ville bide tænderne sammen. Jeg har fløjet med en lille propelmaskine, der var vedligeholdt med væsentligt mere kærlighed, end teknisk dygtighed.

Men jeg har aldrig været bange for at flyve. 

Min far har fyldt mig med glæde og tryghed nok til alle de flyveture man kan tage på et liv.

Min far var, i min verden, Daedalus, som opfandt flyvningen, ved at sætte fjer fast på armene med voks. Jeg var hans søn Ikaros, kun alt for ivrig efter at flyve.

Jeg drømte som barn om at blive pilot. Nok bedst at jeg ikke blev det, for – tro mig – som Ikaros ville jeg flyve for tæt på solen og styrte mig i havet.

Næste kapitel: De indviede >>