Samerne er én af Skandinaviens oprindelige folk, og har levet omkring og nord for polarcirklen i Norge, Sverige, Finland og Rusland siden afslutningen af sidste istid (ca. år 10.000 fvt.).
De har haft meget sparsom kontakt med de øvrige etniske grupper i Skandinavien de første mange tusinde år. Da nordboerne i sen jernalder (“vikingetiden”) oplevede en stor befolkningstilvækst, og begyndte at bosætte sig nær samerne, var mødet oftest fredeligt.
I 1100-tallet (evt.) opstod en nationalidentitet i de nordiske lande, samtidig blev befolkningen syd for polarcirklen i stigende grad kristne. Det medførte en interesse for at integrere samerne, og kristne dem.
De efterfølgende 900 år blev presset på samerne stadigt større, og kulminerede i 1800- og 1900-tallet, hvor samerne blev udsat for hård undertrykkelse. Deres sprog blev forbudt, deres nomadiske livsstil blev undertrykt, og de blev udsat for en stærkt ydmygende behandling.
Først i 1970’erne blev samerne anerkendt som en urbefolkning med særlige rettigheder.
Samerne bor i et område som de kalder Sápmi, i Norge kaldet Finnmark og i Sverige Lapland. Området strækker sig fra det nordligeste Norge, over Sverige og Finland til Kolahalvøen i Rusland.
Ved indgangen til det 21. århundrede er antallet opgjort til omkring 75.000 samer, hvoraf 1.600 i Rusland, 7.000 i Finland, 17.000 i Sverige og 40.000 i Norge). (Wikipedia)
Der findes forskellige livsstile som opdeler samerne i kystsamere, elvesamere, skovsamere og nomadesamere. Kystsamerne lever primært af fiskeri, elvesamere (og søsamere) driver landbrug langs elve og søer, skovsamere lever primært af jagt imens det store flertal er nomadesamere, der lever af rensdyrhold. Dette er en historisk opdeling, og idag lever langt de fleste samere i byer og har de samme jobs og livsstil som den øvrige befolkning.
Foto: Thomas Rasmus Skaug / visitnorway.com
Samerne adskiller sig ikke nævneværdigt fra andre skandinavere rent genetisk. Med hensyn til fysiske karakteriska, som hud-, øjen- og hårfarve, ansigtsform m.v. er det ikke muligt visuelt at skelne en same fra andre skandinavere.
Særlige gener viser sig ved DNA-undersøgelser: V: 4% af alle europæere, 59% af alle samere. U5b: 11% af alle europæere, den største koncentration blandt samer, finner og estere.
Etniciteten kommer stærkere til udtryk i livsstil, påklædning og moralske værdier.
Mange samere oplever at være en del af en samisk nation, på trods af forskelle i både statsborgeskab, livsstil og sprog.
Tidligere blev samerne nedsættende kaldt lapper, og Sápmi kaldes i Sverige og Finland stadig Lapland.
Samernes traditionelle boliger er lavvu, et konisk telt med et ildsted i midten, og en kåte, som er en hytte bygget af fx tørv, eventuelt forstærket af tømmer.
Lavvu bruges af de nomadiske samere, når de driver de store rensdyrflokke til bedre foderområder.
Lavvu minder på mange måder om en nordamerikansk tipi, men er oftest lidt lavere eller bredere.
Ildstedet er stensat, og mellem ildstedet og teltvæggen, modsat indgangen opbevares kogegrej og fødevarer.
Størstedelen af samerne bor nu i almindelige huse og lejligheder i byerne. De samere som har rensdyrflokke tager en lavvu med når rensdyrflokkene flyttes. De lever dermed en semi-nomadisk livsstil.
Tidligere brugte man oftest rensdyrtrukne slæder ved flytningerne, hvor det idag er mere almindeligt med snescootere.
Foto: Marcela Cardenas / nordnorge.com
Af ca. 75.000 samere taler knapt en tredjedel samisk (15.000 i Norge, 3.000 i Sverige, 2.000 i Finland og 500 i Rusland). (Wikipedia)
Resten taler norsk, svensk, finsk og russisk.
Der findes dog ikke kun ét samisk sprog men ni forskellige. De mest udbredte er nordsamisk, lulesamisk og sydsamisk – som også er de sprog der er repræsenteret på sametinget.no og sametinget.se.
Samernes traditionelle håndværk og kunsthåndværk kaldes duodji, og består primært af brugsgenstande fremstillet af træ, horn og skind.
Ofte omtales duodji som samisk sløjd. Der findes hvert år i begyndelsen af februar et berømt – og nu mere end 400 år gammelt – marked for duodji i Jokkmokk, i Sverige.
Foto: Christian Roth Christensen / visitnorway.com
Samernes traditionelle dragt er i hovedsagen ens for begge køn. Inderst bæres en ensfarvet kofte kaldet en kolt. Oven på bæres om sommeren en anden kolt, som er vævet af farvestrålende vadmel.
Om vinteren en pels af renskind. Kolten holdes sammen af et bælte af læder eller vævet uld.
En kniv bæres i bæltet.
Bukser af vadmel eller skind.
Støvler af skind med opadbøjede spidser.
Farverne og mønstrene varierer fra lokalitet til lokalitet, ligesom formen på huerne både er forskellig fra den ene lokalitet til den næste, men også for mænd og kvinder.
Kvinderne har ofte store tørklæder om skuldrene med et lokalt mønster eller tern.
Nu om dage er det ikke usædvanligt at samere blander traditionelle dragter med moderne tøj, fx en kolt med en nylon dynejakke over.
De dominerende farver er blå og rød, og derefter gul og grøn, præcis som i det samiske flag.
Samere som er fuldt integrerede i det lokale samfund bærer kun den traditionelle dragt ved særligt festlige lejligheder.
Kosten afhænger naturligvis meget af hvilken livsstil den enkelte har. Kystsamere lever meget af fisk, imens den store majoritet af nomadesamere naturligvis lever meget af rensdyrkød – stegt, kogt, tørret osv., sammen med bær, inderbark og fladbrød.
Naturligvis har moderne fødevarer haft stor indflydelse på hvad samere spiser i dag, hvor ris, kartofler, bønner, kål, og spandevis af stærk kaffe udgør en stor del af samernes kost.
Rensdyrkødet har dog altid en central placering, da samerne er storproducenter af det, og i visse områder endda har eneret på rensdyrhold.
Som et humoristisk indslag har samerne endda opfundet en særlig burger med rensdyrkød, som kaldes en LapDånalds.
Foto: Christian Roth Christensen / visitnorway.com
Samerne nedstammer fra de første mennesker der vandrede med renerne op til området omkring polarcirklen, i nordskandinavien og det nordvestlige Rusland, da den sidste istid sluttede, for over 10.000 år siden.
Den samiske kultur er udviklet over tid, og først omkring år 800 evt. er de begyndt at blande sig med andre befolkningsgrupper.
I begyndelsen har mødet ofte været fredeligt, og det fortælles blandt andet at den store norske vikingekonge Harald Hårfager giftede sig med den samiske prinsesse Snøfrid Svåsedatter.
Det fortælles også at de norrøne samfund i Norge handlede ivrigt med samerne.
Omkring år 1200 blev grænserne tydeligt trukket op mellem Norge og Sverige, og disse grænser gik igennem samernes område. Dermed opstod en del konflikter, og mange samere blev dobbeltbeskattet når de drev renerne over grænsen.
Fra 1500-tallet steg trykket på samerne, med krav om at opgive den nomadiske livsstil, at afgive områder, at tale norsk/svensk og navnligt at blive kristne.
Missionsvirksomheden kulminerede i 1700-tallet, hvor der ikke blev set med milde øjne på “hedenskab”.
I 1800-tallet var alle samerne blevet protestantiske kristne, og man forbød mange steder de traditionelle samiske navne.
Nationalismen blev en drivende kraft i samfundsudviklingen. Idéen om, at alle i nationen skulle tale samme sprog og dele samme kultur, blev udbredt. Myndighederne følte sig ikke sikre på, at etniske minoriteter var loyale, de frygtede territorielle krav fra nabolandene. Lærere, præster og andre øvrighedspersoner var ofte overbeviste om, at samerne havde bedst af at antage majoritetens langt mere “overlegne” kultur og sprog.
Samtidig forsøgte man med “videnskabelige” metoder at bevise, at samerne var underlegne, blandt andet ved at måle kranier.
Samerne skulle gå i skole, men fik ikke mulighed for videre uddannelse.
En efter en blev grænserne lukket mellem Rusland, Finland, Sverige og Norge, og de naturlige renvandringer blev umuliggjort.
Den institutionaliserede racisme overfor samerne variere dog meget.
I løbet af 1900-tallet var der mange modsatrettede opfattelser af hvordan man skulle forholde sig til samerne. Deres produktion af rensdyrkød og -skind, ved at udnytte uopdyrkelige egne af landet var en fordel for samfundet, men der var stadig en stor skepsis for tanken at lade et folk leve i en egen kultur – navnligt en kultur og etnicitet som de delte tværs over grænsen til fjendeland.
I 1902 kom jordsalgsloven i Norge, som sagde at kun norske statborgere, som talte norsk, måtte eje jord. På dette tidspunkt var samerne mere undertrykt end nogen sinde før eller siden.
Den 6. februar 1917 blev den første politiske forsamling af samer i Norden holdt i Trondheim.
Anden verdenskrig ramte meget forskelligt; hårdest i Norge, Finland og Rusland, mindst i Sverige. Reetableringen af samfundet efter krigen havde det mål at bringe samme industrialisering og orden som fandtes i syd til de nordligeste egne, uden at interessere sig for samernes erfaringer og interesser.
Samerne var stadig ikke anderkendt som et folk, og tabte hurtigt terræn. Flere og flere samere blev fuldt integrerede i det omgivende samfund, både sprogligt og kulturelt, samtidig med at de fik samme rettigheder som andre statsborgere, med hensyn til ejendom og uddannelse.
Det store vendepunkt i samernes selvforståelse og modstandsvilje kom i 1979, ved en såkaldte Alta-konflikt, hvor samerne fik nok, og protesterede kraftigt mod opbyggelsen af et vandkraftværk, i Norge, der ville oversvømme både flere byer og store græsningsarealer. Ved demonstrationer mellem ’79 og ’81 blev over 2.000 samere arresteret og retsforfulgt.
Samerne i Sverige blev særligt hårdt ramt af Chernobyl katastrofen i 1986, da radioaktivt nedfald gjorde at mange af deres rener måtte aflives.
Samerne blev officielt anerkendt som et urfolk, med særlige rettigheder, i Sverige i 1977, i Norge i 1992 og i Finland i 1996.
Sametinget findes i Norge, Sverige, Finland og Rusland. Sametinget i Norge og Finland er selvstændige selvstyrende organer. Sametinget i Sverige er et statsforvaltningsorgan, mens Sametinget i Rusland (naturligvis) ikke er anerkendt af regeringen.
Sametinget i Sverige, Kiruna, oprettet i 1993.
Sametinget i Norge, Karasjok, oprettet i 1989.
Sametinget i Finland, Inari, oprettet i 1996.
Sametinget i Rusland, oprettet i 2010.
De tre sameting i Norge, Sverige og Finland samarbejder i Sametingets Råd, som blev oprettet i 2000.
Læs også om Samebyer.
En Sameby er både en juridisk konstruktion og et område, som er særligt skabt for samerne.
Området er det område som dækker rendyrklokkens sommer- og vinterområder (og altså ganske aflange), og byen består af ejerne af de enkelte rensdyrflokke. Kun samere kan være medlemmer – eller medejere – af en Sameby. Samebyer må ikke have andre økonomiske interesser en rendyrdrift.
Ordet Sameby er svensk. I Norge hedder det et Renbetesdistrikt og i Finland en Paliskunta.
Foto: Pixabay
Som det fremgår af historien (læs “Historie”) har samerne været udsat for grov institutionaliseret racisme, navnligt mellem 1700 og 1900-tallet. Alt fra undertrykkelse af religion, navne, sprog og livsstil, til fratagelse af områder og tale om tvangssterilisation. Fra 1970’erne er samernes rettigheder blevet anderkendt i stigende grad, og i dag nyder samerne i Sverige, Norge og Finland særlige rettigheder med Samebyer (s.d.), samisksprogede skoler, og både nyheds- og børneudsendelser på eget sprog på det nationale TV.
I Sverige, Finland og Norge findes Sametinget, som varetager samernes interesser politisk (læs “Historie”).
Det møder dog stadig modstand i visse grupper af majoritetsbefolkningen, og det er ikke usædvanligt at vejskilte hvor både det svensk/norsk/finske bynavn og det samiske bynavn er repræsenteret bliver skudt i stykker, ligesom der lægges gift ud mellem renerne, og samerne bliver udsat for trusler og vold i byerne.
En kultur består af mange ting, og du kan læse om mad, beklædning, historie, bolig, sprog og geografi i de enkelte afsnit herover.
Rensdyr er helt i centrum for de fleste samere, der lever af den traditionelle rendrift, og antallet af rener i samernes eje, i Sverige, Finland og Norge anslås til i alt 500.000.
Rendriften bestyres af Samebyer (s.d.).
Samere er særligt kendte for deres farverige beklædning (kolt), deres smukke kunsthåndværk med træ, horn og skind, deres semi-nomadiske livsstil og deres særlige sang, som kaldes Joik.
Samerne er i dag i høj grad integrerede i majoritetsbefolkningens kultur, ligner, bor og taler som majoritetsbefolkningen, og er medlemmer af den kristne kirke.
Tildligere blev ægteskaber indgået ved at frierens familie simpelthen købte bruden for en aftalt sum. Det er ikke almindeligt mere, men af hensyn til traditionen er store gaver til brudens familie stadig velset, som en “medgift”.
Oprindeligt var samerne shamanister, og dyrkede naturens ånder, solen, månen, vandløb med mere.
Kristendommen blev for alvor udbredt i Sverige (og dermed Finland) med den svensk-samiske præst Lars Levi Læstadius, som var fortaler for en meget streng fortolkning af den lutherske lære. I dag kaldes denne særlige samiske gren af kristendommen for Læstadianismen.
På den norske side var det missionæren Thomas von Westen, kaldet “samernes apostel”, der organiserede samemission fra ca 1715. Han indsamlede og brændte shamanistiske genstande, og forbød traditionelle samiske navne.
Foto: Mariell S. Paulsen
Hvis du vil lære mere om samernes kultur, er et besøg på en samisk festival et godt sted at starte. Hvert år i juli tiltrækker Riddu Riđđu festivalen ved Kåfjorden i Norge kunstnere og besøgende fra hele verden. Med koncerter under midnatssolen, et væld af aktiviteter og enestående madoplevelser er Riddu Riđđu helt sikkert en festival ud over det sædvanlige.
Samisk Uge i Tromsø (også i Norge) fejrer samerne i forbindelse med deres nationaldag, den 6. februar. Prøv at hyrde rener, lær at joike, eller hør en koncert – og smag på den traditionelle madret bidos. Du kan også overvære det nationale mesterskab i lasso, der finder sted på torvet.
I begyndelsen af februar hvert år er der det traditionelle Samiske marked i Jokkmokk, i Sverige, hvor samere fra hele norden mødes for at handle og feste.
Samisk Påskefestival i Kautokeino, i Norge, er blevet et mødested for familier og folk i alle aldre. Programmet er spækket med koncerter og udstillinger, samt sjove aktiviteter såsom snescootercross og rensdyrvæddeløb.
Andre interessante festivaler er Samisk Musikuge i Alta, Tana Vinterfestival og Festival Skábma i Lebesby – alt sammen i Norge.