Jeg vil gerne udfordre nogle dogmer om iværksætteri. Well, faktisk har jeg udfordret dogmerne i et stykke tid nu, og med en række ganske godt tilfredse ‘forsøgskaniner’ i min slipstrøm.

Dogme nummer 1: Du skal være super afklaret og satse 100%.

Nej. Du behøver hverken være super afklaret, eller satse 100%. Hvis du er i tvivl om der findes købere til dine hjemmelavede armbånd, eller din ekspertise indenfor kernekraft, kan du starte i det små, bruge din fritid, satse en aften her, og en weekend der, og få en fornemmelse. Nogle arbejdsgivere kan endda give dig mulighed for at trappe dit arbejde ned (sammen med din løn) fra fem dage om ugen til fire, imens du prøver din idé af.

Der hvor det kan være ‘farligt’ er når du vil være selvstændig indenfor det samme fag som er dit job; altså hvis du er ansat som snedker, men vil starte dit eget snedkeri. Men i de tilfælde har man oftest en fornemmelse af kunderne og opgaverne.

Dogme nummer 2: Du skal have en opsparring på 50.000 før du kan starte.

Nej. Du kan få en hjemmeside for 2.500,- eller købe domæne og webhotel for 350,- og lave den selv. Du kan få 500 visitkort for 350,-. Du kan få en kreditkortterminal for 199,-. Du kan få et regnskabprogram og fakturering for 0 – 89,- pr. måned. Du kan få lønafregning for 0 – 19,- pr. lønseddel. Vi er stadig under 4.000,- for ‘alt det kedelige’. Udfordringen er hvilke lokaler/transportmidler/maskiner du har brug for. Kan du starte med at låne noget? Skære noget ind til benet?

I Stockholm startede nogle gutter et VVS-firma. De havde ikke råd til biler, men fandt hurtigt ud af at en ladcykel ikke blot er billigere, men faktisk også væsentligt mere praktisk i en by, hvor man aldrig kan finde parkering. Og, ja, de kan sagtens have et IFÖ-toilet, lidt rør og en værktøjskasse i en ladcykel. Cyklande Rörmokaren modtog i 2018 prisen “Årets Hantverkare”.

Dogme nummer tre: Bland aldrig venskab og forretning sammen.

Det mest forvrøvlede nonsens!!!

Jo, der er forsvundet en ven eller to fra min inderkreds, fordi de insisterede på at sælge mig en pyramidespilsløsning eller en mirakelkur. Bortset fra det trives folk generelt ganske godt med hinandens forretningsinitiativer, deler gerne links til deres venners forretninger på sociale netværk og i virkeligheden. Hvis du kan stå inde for dit produkt, så er der ingen grund til at holde det hemmeligt for vennerne, og ikke bede dem om at hjælpe til med at sprede budskabet.

I gråzonen findes investeringer i din virksomhed fra vennerne. Husk at sige til dem at det er en risiko de løber, på eget ansvar. Så er der rene linjer. Selv de mest fantastiske forretningsidéer kan falde til jorden af helt uforudsete årsager, så risikofrie investeringer findes ikke.

Dogme nummer fire: Din nære familie skal bakke op om din idé.

Indiskutabelt korrekt!

Dogme nummer fem: Du skal have en klar forretningsplan, og holde dig til den.

Jeg kender mange(!) som startede med at ville én ting med deres forretning, og siden har tilpasset sig så meget, at de nu laver noget helt andet, har en ganske god forretning og er glade for det.

Vent med at skrive din forretningsplan til du har omsat for en million, for først da ved du præcis hvad du laver.

Dogme nummer seks: Start med at finde investorer.

Næ. De færreste investorer gider at tale med dig, hvis du ikke har prøvet dit koncept af, har et eksisterende salg, som man kan booste, og et eksisterende produkt som man kan forbedre.

Så ud på parkeringspladsen med et campingbord og et MobilePay skilt.

Når du får investorer afgiver du indflydelse. Hvorfor var det nu du ville være selvstændig?

Dogme nummer syv: Dit firmanavn skal være selvforklarende.

Der findes et firma der hedder “Apple”, men ikke sælger æbler, et firma der hedder “Den Blå Hund”, som ikke serverer blå hunde, et firma der hedder “Manleys Vindue”, som ikke sælger vinduer, og mange af den slags firmaer trives ganske godt med et aparte navn. Læs dogme nummer fem igen. Måske ender du med at lave noget andet end det du først havde tænkt…

Dogme nummer otte: Du skal holde “firma-dig” og “privat-dig” adskilt.

Det kan man ikke.

Men er private – måske endda politiske – holdinger ikke gift for din virksomhed? Måske, men kig engang på Martin Thorborg, som bla. har startet Dinero. Han lægger ikke fingrene imellem når han udtaler sig kritisk om fx Dansk Folkeparti. Det burde skræmme ca. 10% af hans kunder væk. Men det kører ganske godt alligevel…

Dogme nummer ni: Man kan aldrig holde fri når man er selvstændig.

Jo. Men måske ikke det første års tid eller to… Læs dogme nummer fire igen.

Luk biksen og sæt et skilt på døren, få en kortvarigt ansat, få en ven til at passe butikken… Mobiltelefoner er ikke opfundet for at forpeste din fritid, men for at du kan passe dit arbejde imens du er på Bali.

Jeg har – i virkeligheden – hørt mig selv besvare spørgsmålet “Faaar, skal du arbejde hele sommeren?” med “Ja, desværre, men lad os tage til Paris.”

Dogme nummer ti: Man løber en stor risiko ved at blive selvstændig.

Mnjahæh… Uanset at din idé er verdens bedste, er der altid en risiko for at en anden har verdens aller-bedste idé, og din falder til jorden.

Men: Du lever i det land i verden hvor det er aller-nemmest at starte en virksomhed, aller-nemmest at lukke en virksomhed, og har det aller-bedste sikkerhedsnet. Prøv at google a-kasse for ledige.

Du kan ikke vide det hvis du ikke har prøvet

Kategorier: Blog